Det er et stort skridt at skifte fra børnehave til skole, og derfor forbereder vi også jeres barn rigtig godt på overgangen. Vi går i gang allerede efter sommerferien, hvor vi to formiddage om ugen samler de ældste børn i en gruppe sammen med en eller to voksne, alt efter gruppens størrelse.
I skolegrupperne tager vi hul på det, som børnene skal lære, når de kommer i skole, for eksempel tal og bogstaver. Men vi har også stort fokus på at lære børnene at klare sig i det store skolefællesskab. I takt med at børnene lærer at gå i skolegruppe, skruer vi op for de forskellige aktiviteter og udvider med nye.
Inden jeres barn skal starte i skole og i fritidstilbud, inviterer vi jer til en sidste samtale i Havkatten. Vi samarbejder tæt med skole og fritidstilbud om overgangen fra børnehave til skole, og derfor laver vi det, vi kalder en skriftlig vidensoverdragelse. Til den sidste samtale vil vi gennemgå den med jer, og vi vil bede jer om samtykke til at overlevere vidensoverdragelsen til skolen.